
Avatar: The Way of Water
Storfilmen 'Avatar: The Way of Water' er James Camerons episke fortsættelse til science fiction-eventyret 'Avatar' fra 2009.
Mere end et årti er gået, siden Jake Sully tog til Pandora og fandt kærligheden med Na'vien Neytiri. To er blevet til en familie med drengene Neteyam og Lo'ak samt døtrene Tuk og Kiri. Men lykken får en brat ende, da menneskene - anført af Jakes ærkefjende Quaritch - atter ankommer for at kolonisere planeten.
Midt i krigen indser Jake, at han er fjendens hovedmål, og at hans familie først er i sikkerhed, hvis de flygter. Dette bliver starten på et nyt eventyr, da familien rejser til et ø-rige, hvor hav-na'vierne bor.
'Avatar: The Way of Water' ankommer 13 år efter etteren, der blev filmhistoriens største film nogensinde. Instruktøren James Cameron har atter rykket filmmediet frem i tiden med banebrydende teknologi, mens Sigourney Weaver, Zoe Saldana og Sam Worthington alle vender tilbage sammen med nye navne som Kate Winslet.
Tre kommende efterfølgere er allerede planlagt.