Napoli - LIVE fra Det Kgl. Teater
DKT Bio er et unikt samarbejde mellem Det Kongelige Teater, DR og landets biografer, som bringer klassikere fra nationalscenen ud til hele landet, transmitteret live.
Den første forestilling er ’Napoli’, som er et af Bournonvilles og den klassiske danske ballets hovedværker. Den er desuden en af de mest efterspurgte balletter, når Den Kongelige Ballet turnerer i udlandet. I Nikolaj Hübbes populære nyfortolkning af klassikeren ’Napoli’ får du en fortættet historie om forelskelse, lidenskab og det gnistrende, italienske temperament.
Vi møder det unge, forelskede par Teresina og Gennaro, der må gå grueligt meget igennem, før de kan leve lykkeligt. Fra det muntre, myldrende folkeliv i fiskerbyen Napolis gader kommer parret til den dæmonisk tillokkende, blå grotte – men lyset sejrer over mørket. Balletinstruktør Sorella Englund og balletmester Nikolaj Hübbe har skabt en ny ’Napoli’, hvor de tro mod fortællingen har valgt at digte lidt videre og flytte handlingen frem til 1950’ernes Italien.