Oscar 2014
And the Oscar goes to...
Så er det ved at være den tid på året, hvor filmfans begynder at få sommerfugle i maven af bar spænding - Oscar er på vej! Og traditionen tro byder vi på Oscar-nat med forpremiere, konkurrencer, kaffe og ren og skær filmhygge natten lang!
Kom klar til den røde løber!
Selv om det hele finder sted i Los Angeles, skal det ikke stoppe os i at indføre lidt gallastemning i kolde Danmark. Derfor opfordrer vi på det kraftigste til at trække i gallaskruddet, så vi kan få gang i Oscar-stemningen. Det betyder jakkesæt til mændene og kjoler til damerne! Vi skulle jo nødig skuffe Ellen.
Vind årskort til biografen!
Som en ekstra præmie til aftenens konkurrencer trækker vi før filmen lod om intet mindre end et årskort, som giver dig selv plus én ledsager gratis adgang til alle Nordisk Film Biografer - resten af 2014! Ikke dårligt, vel?
Program:
Kl. 21.45: Vi byder velkommen i biografens foyer til en lækker omgang bobler!
Kl. 22.15: Vi byder velkommen i salen, hvor vi trækker lod om et årskort og fede filmpræmier samt viser den fantastiske '12 Years a Slave', der - på trods af, at den har dansk premiere før Oscar-natten - er nomineret til hele 9 Oscars (bl.a. Bedste Film, Bedste Mandlige/Kvindelige Birolle og Bedste Instruktør). I Dagmar viser vi dramaet 'Nebraska'.
Kl. ca. 00.45: Vi stiller direkte om til TV2's optakt, hvor Mikkel Kryger og Kathrine Hertz Mortensen vil guide os gennem den røde løber og efterfølgende The Academy Awards 2014. Hele natten igennem vil der selvfølgelig være the/kaffe ad libitum.
Kl. 06.30: Vi siger farvel og tak for en god nat med en lækker croissant!
Arrangement og billetter
Oscar 2014 finder sted søndag d. 2. marts (natten til mandag d. 3/3) fra kl. 21.45 i Nordisk Film Biografer Imperial og Dagmar samt i Nordisk Film Biografer Odense, Randers, Aalborg, Næstved og Aarhus. Billetter til forpremiere og Oscar-show koster kun 100 kr. stk. for medlemmer af Nordisk Film Biografer (normal- og onlinepris 125 kr.). Rabatten fåes kun ved køb af billetten i billetsalget, ikke ved onlinekøb!