Music for Black Pigeons: Mød Jørgen Leth og Andreas Koefoed

Dagmar Teatret byder på dokumentarfilm og jazz i verdensklasse, når vi får besøg af Jørgen Leth og Andreas Koefoed til en særvisning af 'Music for Black Pigeons'.

"Poetisk" og en "hyldest til øjeblikkets frisatte kreativitet". Således beskrev anmelderne Jørgen Leth og Andreas Koefoeds værk efter verdenspremieren på den prestigefyldte Venedig Filmfestival.

Instruktørerne har fulgt den danske jazzmusiker og komponist Jakob Bro gennem 14 års musikalske møder på tværs af generationer og landegrænser. Her sekunderes Bro af nogle af vor tids mest indflydelsesrige jazzmusikere, heriblandt Bill Frisell, Lee Konitz og Midori Takada.

'Music for Black Pigeons' søger helt ind i de kreative processer med Bro som omdrejningspunkt. Det er en film om at være til stede i nuet, om at spille og improvisere, om at videreføre arven fra generationer af jazzpionerer.

Arrangementet finder sted den 30. januar i Dagmar.
Visningen starter kl. 18.30, og efter filmen vil Jørgen Leth, Andreas Koefoed og Jakob Bro fortælle om værket i samtale med Politikens kulturskribent, Michael Bo.

View trailer