No Other Land
Du har valgt Aarhus
Filmen 'No Other Land' er en dokumentarfilm skabt af et palæstinensisk-israelsk kollektiv af fire unge aktivister og omhandler den mangeårige konflikt mellem palæstinensere og bosættere på Vestbredden.
I filmen følger vi et usædvanligt venskab mellem 25-årige Basel, en palæstinensisk aktivist, og Yuval, en israelsk journalist.
Basel har i hele sit unge liv dokumenteret, hvordan israelske myndigheder hjælper bosættere med ulovligt at overtage land i Masafer Yatta på Vestbredden.
Yuval har i årevis dækket situationen både indefra og udefra. På trods af deres forskellige levevilkår, hvor Basel lever under militær besættelse, og Yuval kan gå, som han vil, bliver han efter en vis skepsis hurtigt budt varmt velkommen hos Basels familie og venner.
De tungt bevæbnede, israelske soldater ser ham dog mere og mere som en forræder, når vejen skal banes for de bulldozere, der ruller ind for at ødelægge folks hjem for øjnene af dem.
Filmen vandt publikumsprisen ved både CPH-DOX-festivalen i marts og ved Berlinalen i februar, hvor den også vandt prisen for bedste dokumentarfilm.