Paragraphs
Breaking News - luksussæder
Breaking News - luksussæder

Nyt system vækker sovende gæster

I takt med at vi hos Nordisk Film Biografer de seneste år har introduceret luksussæder i et flertal af vores biografer, er en uventet, ny situation opstået. Gæsterne er begyndt at falde i søvn under filmen.

”Man kan i bogstavelig forstand sige, at vi står med et luksusproblem.” udtaler Head of Comfort, Lars Prain. ”Selv under actionfilm, hvor der er masser af bulder og brag, ligger vores gæster så behageligt i de nye sæder, at søvnen i flere tilfælde overmander dem.”

Bortset fra at de sovende gæster går glip af filmen, kan det i nogle tilfælde være forstyrrende for de øvrige filmelskere. For én ting er, når andre taler under filmen – noget ganske andet er, når de snorker. Derfor har Nordisk Film Biografer i fællesskab med DTU i længere tid arbejdet på at udvikle en anordning i biografsædet, der træder til, når gæsten er ved at falde i søvn.

Anordning kaldes FUUP-System, (Film Uden Uvelkommen Pause), og ifølge Prain er man allerede nået så langt med en prototype, at han godt tør løfte sløret for, hvad arbejdet har ført med sig.

”Vi monterer pulsmålere i henholdsvis den bløde nakkestøtte og i de brede armlæn, hvor der er rigeligt plads til at målerne kan ligge side om side, uden at gæstens puls forstyrrer målingen af sidemandens.”

”Hvis disse pulsmålere konstaterer, at gæsten er på vej i drømmeland, starter anordningen med at puste afkølet luft i nakken på vedkommende. Og hvis dette ikke virker, går den videre til fase to, hvor to indbyggede stempler skubber til gæsten i området omkring nyrerne.”, fortæller Prain og fortsætter, ”Dette plejer at have den ønskede effekt, men såfremt det ikke slår til, går systemet videre til tredje fase, der kan afbryde selv den tungeste søvn!”

I tredje fase er der nemlig ingen kære mor. Systemet rejser simpelthen sædet op i oprejst position – og yderligere ti grader frem. Den naturlige muskelrefleks, der sikrer at gæsten ikke falder forover, sætter ind, og så er man med garanti vågen.

Afslutningsvis retter sædet sig ti grader baglæns og står således i oprejst position i 10 minutter med låste motorer, hvorefter systemet atter låses op, og gæsten kan læne sædet tilbage.

Der er ingen tvivl om, at FUUP-System repræsenterer en ganske væsentlig investering, men Lars Prain mener, at det er alle pengene værd. For den gode filmoplevelse bør altid have førsteprioritet.

Og de fire frivillige forsøgspersoner, der alle er rekrutteret gennem Foreningen af Individer Der Ufrivilligt Sover, (FIDUS), har ikke følt ubehag, men tværtimod oplevet systemet som en kærkommen tilføjelse.

Foreningens talsperson, Pia Rollfos, udtaler, ”Det er stort. Nu kan vi endelig komme i biografen og få hele filmen med – og ovenikøbet i et luksussæde!”

Vi ser frem til at introducere vores nye luksussæder snart!