Anmeldelse af 'The Shape of Water'

I samarbejde Danmarks Medie- &  Journalisthøjskole, præsenterer vi en anmeldelse af 'The Shape of Water'. 

Find billetter til 'The Shape of Water' her

"Guillermo del Toro har skabt en smuk moderne fortælling om skønheden og udyret

Den berømte instruktør Guillermo del Toro har aldrig hevet en Oscar hjem for nogle af sine film, men den lille prestigefyldte gyldne ridder kunne meget vel være inden for rækkevidde. Hans biografaktuelle film The Shape of Water er nemlig nomineret til hele 13 Oscars - blandt andet bedste film, instruktør og manuskript, når det årlige show løber over skærmen d. 4. marts. 

Filmen lever i den grad op til de mange nomineringer. Historien er en kærlighedsfortælling om en stum kvinde og et amfibisk væsen, og bliver på mange måder en moderne fortælling om skønheden og udyret. Det er en smuk og fængende historie, som i høj grad jonglerer med emnet kærlighed, men også emner som ensomhed, race, magtstrukturer, humor og det at være anderledes.

Handlingen foregår i 1960’erne på et topsikret forskningsanlæg, hvor vores hovedperson, den stumme Elisa Esposito, er rengøringsdame. Det er her, hun møder og hurtigt tiltrækkes af et mystisk væsen, som er hentet til USA fra Amazonas floder, og som skal obduceres til fordel for amerikansk viden i raketkapløbet mellem USA og Rusland. Uden et eneste ord vokser der en tillid og samhørighed frem mellem de to, som begge ingen ord, men mange følelser har.  

Filmen har et smukt soundtrack og god lydside, som virkelig kommer til sin ret i og med, at det ikke er en film, der er båret af dialog, men snarere af en fin aflæsning af ansigts- og kropskommunikation. Musikken er om noget stemningsskabende i filmen. Den franske komponist Alexandre Desplat skaber en musikalsk stemning, der tager seeren tilbage til 1940’erne. Især harmonikaen, der lyder som om, den bliver spillet igennem en gammel grammofon, fungerer fabelagtigt i meget af musikken.

Cinematografien er som i så mange andre Guillermo del Toro-film utrolig flot. Belysning, sceneriet, kameravinkler, farver og alt, hvad der hører med skaber sammen med musikken et smukt univers fra en anden tid.

Castet er stærkt mærket af Sally Hawkins i hovedrollen, men også Michael Shannon, Richard Jenkins og Octavia Spencer som med hver deres meget forskellige figurer giver imponerende og autentiske præstationer.

The Shape of Water er præget af meget fine og sanselige kærlighedssituationer, en sjov og gennemgående vandsymbolik, lidt makabre scener og mange humoristiske kommentarer leveret af Octavia Spencer og Richard Jenkins, der hver især er karikeret og elskværdige. Filmen virker også som en form for hyldest til ældre amerikansk underholdningsindustri med et snert af Hollywoods musicals. Og man kan ikke lade være med at tænke, om den også skal fungere som et heads-up for handling frem for ord.

Alt i alt en meget fin fortælling, som helt sikkert både er et biografbesøg og flere Oscar-statuetter"