Anmeldelse af 'Rampage Out of Control'

I samarbejde Danmarks Medie- &  Journalisthøjskole, præsenterer vi en anmeldelse af 'Rampage Out of Control'.

Find billetter til 'Rampage Out of Control' her

"Rampage Out of Control er baseret på arkadespillet fra 1986 af samme navn, hvor tre dyr muterer til kæmpe størrelser og beslutter sig for at jævne USA’s storbyer med jorden på den mest aggressive måde.
Omtrent det samme plot gør sig gældende for filmen, hvor den store abe, ved navn George, har et tæt bånd til primologen Davis Okoye (Dwayne “The Rock” Johnson). Efter at være blevet ramt af en gas fra rummet, vokser George sig kæmpestor og aggressiv, og han vil gøre alt for at komme til Chicago for at slukke et signal, der er blevet opsat af det onde søskendepar fra Energyne. De vil lokke dyrene til Chicago, så ingen skal opdage, at det er dem, der ejer firmaet bag den farlige muteringsgas. 
George slår sig sammen med kæmpeulven Ralph, der også er blevet ramt af Energynes gas, og sætter kurs mod Chicago. Her allierer de sig med endnu et gasoffer, en kæmpe muteret krokodille, og sammen går de igang med at rive storbyen fra hinanden.
Filmens styrkesider er helt klart actionscenerne, som er virkelig godt produceret. Blandt andet når den store gorilla vågner op i en flyvemaskine efter at være blevet bedøvet, og vil gøre alt for at komme ned derfra. Her virker 3D-effekterne helt efter hensigten, når George går amok, og the Rock må gøre hvad han kan for at redde dem ud af det styrtende fly.  
I filmens dramaturgi er der til gengæld ikke så meget at komme efter. Filmen bærer præg af klichéfyldte replikker og stereotype karakterer, blandt andet da Davis Okoye, efter at være styrtet ned i en helikopter, træder ud og siger: “I need a drink”. 
Filmens skurke er som sagt et lusket søskendepar, og også her bærer filmen præg af et klichéfyldt element. En usikker og tumpet bror som får sved på panden over enhver situation, og en tjekket og iskold søster som altid har en plan i ærmet. Karaktererne i filmen gennemgår ingen udvikling, og deres følelser når ikke rigtig ud til os på den anden side af skærmen. Den eneste karakter, man virkelig kommer til at holde af, er kæmpeaben George med dens høje intelligens og ikke mindst syge form for humor.
Man må tage filmen for, hvad den er. Fede og flotte actionbilleder af gigantiske dyr, der kravler op ad højhuse, kæmper mod militæret, og smadrer alt hvad de kan komme i nærheden af - og ikke mindst et muskelbundt af en actionhelt der prøver at få situationen under kontrol.
Det kan anbefales at se filmen i 4DX for den fulde actionoplevelse, hvor man selv bliver revet med rundt i stolene og mærker kuglerne flyve om ørerne på én i de mange kampscener. På den måde får Rampage Out of Control en virkelig høj underholdningsværdi."