Afgang2017 (2D)

Filmlængde
3 timer 15 min
Original titel
Afgang2017
Premiere
Vis flere detaljer
AFGANG2017 er seks korte afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles netop udklækkede årgang filmskabere. Seks helt særlige afgangsfilm lavet af seks egensindige, kunstnerisk ambitiøse og stærke hold fortællere. I løbet af seks gange 30 minutter kommer filmene vidt omkring. “SEPTEMBER” er et livsbekræftende komediedrama om 3 vidt forskellige kvinder, der møder hinanden på et badehotel. De tvinges alle til at reflektere over deres forskellige tilgange til livet - måske behøver det ikke være gråt og kedeligt, bare fordi man har rundet de 60? En kold november-nat på en balletskole i år 1901 ser 13-årige Martha sin kammerat styrte i døden. Tilsyneladende er Martha kun et uskyldigt vidne, men tragedien hvirvler op i hemmeligheder om forbudt kærlighed - og det får tragiske konsekvenser i dramaet “LILLE DANSER”. Alice, slut 20’erne, kontakter ekskæresten Julian og får ham overtalt til at give dem en chance til. “NYFORELSKET” følger de to over en dag, hvor de forsøger at finde tilbage til hinanden, men jo længere tid der går, jo mere i tvivl bliver Alice - er det virkelig Julian, der mangler i hendes liv? I “OM EN MÅNED” sidder en gruppe fabriksarbejdere pacificeret, midt ude i mørket. Eneste kontakt til omverdenen er fabrikkens telefon, der ringer hver måned. Altid samme besked: Vær tålmodige. De er på vej. Da sjakbajsen tager sit eget liv, starter en lavine af episoder der får fatal betydning for gruppen. Efter en mislykket tilværelse i Danmark med en hård skilsmisse, er Hassan flyttet tilbage til sit fædreland, Jordan. Her får han besøg af sin søn under påskud af, at Hassan har brug for hjælp til at klare rejsen tilbage til Danmark. “FÆDRELAND” er en fars sidste håb om forsoning med sin søn. I ATELIER er en ung kvinde på selvhjælpsmission i et enormt, futuristisk hus midt i en øde skov. Alt hun behøver er fred og ro, men stilheden brydes, da en fremmed kvinde uventet dukker op. De to kvinders modstridende livssyn kolliderer og skuffede forventninger bliver til bitter magtkamp.
Vis mere