PIX15 - From What Is Before

Filmlængde
5 timer 38 min
Vis flere detaljer

Ingen PIX uden filippinske Lav Diaz, en af vor tids mest kompromisløse filmskabere. 'From What is Before' er med sine knap seks timer et episk, historisk værk, men er som altid hos Diaz rundet af en menneskelig indsigt så dyb og rigt nuanceret, at den heller ikke på det punkt ligner nogen anden film i dag. Året er 1970, den urolige tid op til general Marcos' fatale militærkup. I en afsides beliggende landsby forsøger et lille samfund at bevare roen og sammenholdet, efter at området bliver udpeget som et tilholdssted for oprørere. Det er ikke let. Fællesskabet er i forvejen truet af både mistro og overtro. En række mystiske hændelser varsler en mørk brydningstid. Og midt i det hele forsøger en ung kvinde at beskytte sin handicappede søster, imens hun ernærer dem begge som healer. Trods sin usædvanlige længde og sin opmærksomme, næsten trance-inducerende tålmodighed er 'From What is Before' et stramt struktureret, elegisk værk - hvor et helt folks lidelser genlyder i en gammel kvindes klagesang. Filmen vandt hovedprisen på sidste års filmfestival i Locarno.

Vis mere