PIX15 - Greenery Will Bloom Again

Filmlængde
1 time 20 min
Vis flere detaljer

Stilheden går igen i alle beskrivelser fra krigens frontlinjer. Eftertænksomhedens øredøvende stilhed før mareridtet fortsætter. Det er også stilheden, der rammer os først i den 83-årige veteran Ermanno Olmis ('Træskotræet') knugende lavmælte krigsepos. Sneen, der daler i den frostklare nat. Det monokrome landskab i de italienske alper. Månen med sit forræderiske rolige lys. Vi er i de døende måneder af Første Verdenskrig. De italienske soldater ligger få hundrede meter fra fjenderne i de østrigske skyttegrave. De kan næsten høre hinanden ånde, men ser aldrig hinanden. En ung napolitansk soldat rejser sig op og synger en vemodig sang på sit regionale tungemål, og det er, som om den er henvendt til begge lejre. Hele filmen foregår i disse skyttegrave. Her kommer de unge mænd til at dø. Og de ved det. De er syge, beskidte og fulde af defaitisme. Selv i dialogen virker de ordløse. De knuger billederne af deres kære, her hvor hverken ideologi eller religion længere er nogen trøst. Ordrer tilgår. De virker absurde. Artilleriet falder, og bragene forplanter sig til biografstolene. Tilbagetrækningen er kaotisk. Gravene bliver grave. Olmi udstiller krigens meningsløshed med stille, universel humanisme. Og imens falder sneen i mareridtets idylliske natur, fanget i magiske, farvedrænede billeder af instruktørens søn.

Vis mere