Björk: Biophilia Live

Filmlængde
1 time 30 min
Vis flere detaljer

Musikfilmen 'Björk: Biophilia Live' er en innovativ koncertfilm, der viser sangerinden Björks koncert fra Alexandra Palace i London 2013. Koncerten er en del af sangerindens multimedie-projekt ’Biophilia’.

Filmen er instrueret af Nick Fenton og Peter Strickland, der har valgt at lade Björks sceneshow stå alene, uden at dække det med yderligere filmiske greb og forskønnelser.

Som alt andet i Björks univers er instrumentvalget undervejs i koncerten langt fra traditionelt – nogle er digitale, nogle er klassiske og andre er komplet umulige at klassificere. Björks interaktion med publikum er minimal, men hendes bånd med musikken mærkes tydeligt.

Biophilia-projektet startede i 2011, da Björk valgte at udgive albummet ’Biophilia’ på en række apps, som dermed blev verdens første app-album. Albummet er delvist optaget på en iPad, og det højteknologiske projekt inkluderede også en ny interaktiv webside, en dokumentar og en række specielle liveshows.

Mandag d. 20 oktober kan du for første og eneste gang opleve Björks koncertfilm på det store lærred, hvor CPH:DOX og Nordisk Film Biografer viser filmen én gang i udvalgte biografer landet over (undtaget i Palads, hvor filmen vises tre gange).

Tid og sted:

Filmen bliver vist i Nordisk Film Biografer den 20. oktober klokken 19.00 i følgende biografer:

Herning, Hillerød, Kolding, Lyngby, Nykøbing, Odense, Aarhus, Randers, Herning, Esbjerg, Aalborg, Palads og Taastrup.

Den 21. oktober og 22. oktober klokken 19 får filmen desuden ekstravisning i Palads. 

 

Vis mere